Skatteinformation januar 2012
Det økonomiske liv bærer fortsat præg af en forsigtig og afventende holdning i husholdningerne. Får man styr på gældskrisen i Europa? Kan man tro på, at der igen kommer gang i hjulene, så man tør bruge penge, investere og igangsætte? Og hvad betyder det, at der er kommet en ny regering, for hvem skattestoppet ikke er noget helligt, og som på visse områder har radikalt andre ideer, end den tidligere regering havde?
Det er forståeligt, at mange gerne vil se tiden an. For det økonomiske vejrlig er usikkert og blandet, og flere profeter har tilmed varslet storm. Vi risikerer at blive overhalet af de nye økonomier med Kina og Indien i spidsen.
Danmark og Europa har dog tidligere været ude i høj søgang og har alligevel været i stand til at komme helskindet i land.

